Vores værdigrundlag
Relationel Supervision har til formål at skabe en ændring hos alle, at bevæge sig fra oplevelsen af at være alene og eneansvarlig, til at være i et fællesskab, hvor vi sammen bærer og tager ansvaret for vores relationer og vores professions udvikling.
Mange mennesker arbejder på fagområder, hvor der ikke er tradition for supervision. Dette er tilfældet, selvom det kan påvises, at når vi arbejder med og for mennesker, så er der stor sandsynlighed for, at vi kan blive påvirket i relationen - måske endda blive ramt og rystet.
Supervision skaber indsigt og viden ved at italesætte og legitimere naturlige reaktioner, så vi hermed kan få et fælles sprog, der gør det muligt for os at tale om de uundgåelige mellemmenneskelige processer i arbejdet med og for andre mennesker
Vi ser supervision som et etisk greb om faglige og personlige processer, forstået på den måde, at med supervision kan ubevidste og uhensigtsmæssige reaktioner forhindres i at flyde ubearbejdet tilbage til de mennesker, som vi arbejder med og for.
Mange oplever også, at der ikke er enkle svar eller endegyldige sandheder i livet.
Vi skal, i samspil med de mennesker vi arbejder for og med, i løbet af en arbejdsdag tage stilling til mange dilemmaer og bliver løbende udfordret af etiske og moralske problemstillinger.
Det er både berigende at være i relation med andre, men det kan også være slidsomt med stress og udbrændthed til følge.
Supervision er en mulighed, et tilbud til at dele sit arbejdsliv, - uanset om man arbejder som pædagog, lærer, sorgarbejder, psykoterapeut, sygeplejerske eller andet - så vi sammen ophæver følelsen af at være eneansvarlig for at det lykkes.
På denne måde kan supervision også opleves som en slags retræte, hvor sindet og kroppen kan slippe de mange spændinger der ligger i vejen for at se og lytte mere åbent fra et mere roligt sted i os selv. Et mere hjerteligt og sårbart tilgængeligt sted, hvor alt er velkomment. Et healende rum hvor vi tillidsfuldt kan stå solidt i de ukendte landskaber der åbner sig foran og i os - båret af nærvær.
Vi skal sammen kaste lys på vores relationer, så vi bliver bedre i stand til at tage hensigtsmæssigt vare på vores fysiske, og psykiske velbefindende.
Fordelene ved relationel supervision ligger snarere i, at det kan blive det bidrag i vores arbejde som ændrer ubevidste reaktioner og handlinger til bevidste indsigter og forståelser for mellemmenneskelige relationer, påvirkninger og afsmitning.